DTU Kemi - Søren Kegnæs - foto: Anne Frejberg

6,5 mio.kr. til DTU Kemi fra Det Frie Forskningsråds Sapere Aude program

mandag 13 jun 16
|

Kontakt

Søren Kegnæs
Professor
DTU Kemi
45 25 24 02

FAKTA

Søren Kegnæs, DTU Kemi, Lektor, ph.d., født 1980.

Student fra Albertslund Amtsgymnasium. Har i de sidste seks år boet i Limhamn, Sverige med sin kone Marina og deres to små drenge.

Lektor Søren Kegnæs fra DTU Kemi har netop modtaget 6,5 mio. kr. fra DFF Forskningsleder. Kun de mest excellente og originale forskere slipper igennem nåleøjet til bevillingerne i Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program.

Den kemiske industri er verdens største industri og har afgørende indflydelse på vores samfund. Den fremstiller fx al den benzin, plastik og medicin, som vi dagligt er afhængige af. Men det er nødvendigt at udvikle en mere effektiv og bæredygtig kemisk industri set i lyset af vor tids miljøudfordringer som energimangel og CO2-udledning.

Og det vil lektor Søren Kegnæs fra DTU Kemi gøre sammen med sin forskningsgruppe i de kommende år takket være Sapere Aude-bevillingen. De vil udvikle materialer, der vil kunne finde anvendelse som katalysatorer indenfor miljøkatalyse og til effektiv fremstilling af en række kemikalier, hvilket vil bidrage til udviklingen af en mere effektiv og bæredygtig kemisk industri.

”Sapere Aude-programmet giver mig enestående chance for at udforske nogle nye og spændende ideer, der kan være med til at flytte grænser for, hvad der er muligt inden for mit forskningsområde,” fortæller Søren Kegnæs.

”Det vil også være med til at udvide mit samarbejde med førende internationale universiteter indenfor materialeforskning og katalyse, og jeg ser også Sapere Aude-bevillingen som en mulighed for at forske i mere langsigtede problemstillinger.”

Danmarks videnkapacitet er efterspurgt

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs er begejstret for talentfulde forskere.

”Eliteforskningen i Danmark er utrolig vigtig for at holde det høje internationale niveau, som Danmark er kendt for, og som gør, at vores videnkapacitet er efterspurgt og eftertragtet i hele verden. Det glæder mig, at vi har talentfulde forskere, der tør kaste sig ud i nye metoder og samtidig holder det høje niveau. Det vidner om forskere, der vover nye eksperimenter, sætter barren højt og går efter resultater i en klasse for sig, det er meget positivt,”  siger hun.

Nye materialer sætter fart på kemien

Søren Kegnæs’ forskningsprojekt, med den videnskabelige titel Bifunctional heterogeneous catalysts,  handler om at udvikle nye materialer med unikke egenskaber, som kan anvendes til heterogen katalyse. Katalysatorerne er faste porøse materialer, der kan anvendes til en række forskellige formål i den kemiske industri, fx indenfor miljøkatalyse og i fremstilling af kemikalier.

”Vores katalysatorer er meget attraktive på grund af deres unikke poresystem. I dette projekt ønsker vi at udvikle nye egenskaber for katalysatorerne ved at tilføje forskellige grundstoffer til dem. Det vil bevirke, at materialernes katalytiske aktivitet vil øges, samt at de vil kunne anvendes til nye reaktioner til gavn for miljøet,” fortæller Søren Kegnæs og fortsætter:

”Vi har i dag en rimelig forståelse for, hvad der skal til for lave at en effektiv katalysator. Hvis vi skal udvikle nye og mere effektive katalysatorer, kræver det dog, at vi kan lave materialer, hvor vi kan designe og styre syntesen af katalysatoren helt ned på det atomare niveau. Ydermere kræver det et tæt samspil mellem fremstilling af materialer, karakterisering af materialer og den katalytiske anvendelse af materialerne.”

Fascineret forsker og familiefar

Søren Kegnæs’ interesse for kemi, katalyse og nanomaterialer opstod som helt ung kemistuderende, da han fandt ud at, at ca. halvdelen af jordens befolkning holdes i live af Haber-Bosch processen, der ved hjælp af en heterogen katalysator laver ammoniak, som bruges til gødning.

”Men størstedelen af jorden befolkning har aldrig hørt om den proces! Det har fascineret mig lige siden at forske i den store gruppe af ”ukendte” katalytiske kemiske processer, der findes - processer som har altafgørende betydning for vores dagligdag,” fortæller en begejstret forsker.

Søren Kegnæs er født og opvokset på den københavnske vestegn og er student fra Albertslund Amtsgymnasium. Han har i de sidste seks år boet i Limhamn, Sverige med sin kone Marina og deres to små drenge, som han bruger sin tid sammen med, når han ikke lige forsker.

”Alt, hvad jeg har opnået, ville have været umuligt uden min kone og hendes støtte.”

Når tiden derudover ellers tillader det, løber han, spiller lidt fodbold og er for tiden ved at lære russisk.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.