På bare få uger er lektor Sophie Beeren blevet tildelt to store bevillinger, som skal katalysere hendes forskning, der opererer ved grænsefladen mellem supramolekylær kemi og enzymologi.
Carlsbergfondet har netop offentliggjort navnene på bevillingsmodtagerne ved den seneste uddelingsrunde, og blandt de udvalgte er lektor Sophie Beeren fra DTU Kemi. Hun er én af blot 28 forskere, som er udvalgt til en ‘Carlsberg Foundation Young Researcher Fellowships’-bevilling.
Bevillingen på 4,5 millioner DKK skal bruges på at udvide Sophie Beerens forskergruppe med én ph.d’er og to postdocs, hvilket vil styrke forskningsprojektet med navnet ‘Enzyme-Mediated Dynamic Combinatorial Chemistry’.
Tidligere på måneden valgte Novo Nordisk Fonden at tildele Sophie Beeren en bevilling til et andet forskningsprojekt, som blev søgt fra projektpuljen med navnet ‘Project grants for biotechnology-based synthesis and production research’. Denne bevilling er på 2,87 millioner DKK.
Begge projekter opererer inden for samme overordnede tema – at finde en mere bæredygtig tilgang til syntese af kulhydrater, undersøge nye måder at udnytte enzymer på, og at få adgang til nye kulhydratmaterialer. Forskningen vil ligeledes undersøge kulhydratmolekylernes vekselvirkninger med andre molekyler i såkaldte vært-gæst komplekser.
For nylig blev Sophie Beeren og postdoc Dennis Larsens artikel valgt til Chem. Sci. ’Pick of the week’ med artiklen ‘Enzyme-mediated dynamic combinatorial chemistry allows out-of-equilibrium template-directed synthesis of macrocyclic oligosaccharides’. Læs om udvælgelsen here.
Hvis du er interesseret i at læse mere om Sophie Beerens forskning, så besøg hendes hjemmeside her.