DTU Kemi - Vild med kemi på DTU - foto: Anne Frejberg

Vild med kemi på DTU

tirsdag 07 jul 15
|

Interessen for at uddanne sig til kemi-ingeniør er fortsat stor!
68 forventningsfulde kemi-studerende er netop startet på bachelorretningen Kemi og Teknologi.

”Det er hårdt arbejde. I skal lægge 10.000 timer. Men vi er her for hjælpe jer med at blive dygtige. Velkommen til," sagde studieleder lektor Klaus B. Møller til de nye kemi-studerende.

Kemi er et hit!.

Kemi og Teknologi (civilbachelor) modtag i år 93 stk. 1. prioritetsansøgere, hvilket er en stigning på 24 %.  Også diplomuddannelsen Kemi og Bioteknologi fik en flot fremgang på 11 %, hvilet betyder, at hele 82 unge mennesker har den uddannelse som deres 1. prioritet.

 

DTU Kemi varetager størstedelen af undervisning i kemi på hele DTU. Alle civilingeniør- og mange diplomingeniørstuderende vil derfor i løbet af deres studie følge kurser udbudt af DTU Kemi. Vi glæder os til at se jer alle!

 

DTU – det blir’ til noget
Antallet af ansøgere til DTU’s uddannelser generelt nåede nye højder igen i år. 6.465 unge søgte ind på en af DTU´s diplom- og civilingeniøruddannelser, hvilket er en stigning på 9 % sammenlignet med sidste år.

Over 2500 ansøgere havde DTU’s civilbachelor- og diplomingeniøruddannelser som deres 1. prioritet.

 

”Vi er meget glade for alle de mange ansøgere, og ser det som et udtryk for, at de unge ikke er i tvivl om potentialet i at uddanne sig til ingeniører på DTU - både for at få et sjovt og udviklende studieliv og en fremtidig karriere,” siger en glad Martin Vigild, der er dekan for bacheloruddannelserne på DTU.  

 

Søgningen til de videregående uddannelser i det hele taget nåede også nye højder. 92.477 søgte om optagelse på en videregående uddannelse i 2015. Det er det højeste antal ansøgere nogensinde.

Og den nye Uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, glæder sig:

”Uddannelse giver frihed og flere muligheder for den enkelte. Og både danske virksomheder og den offentlige sektor har brug for kvalificeret arbejdskraft.”

En prognose udarbejdet af Ingeniørforeningen og Dansk Industri viser, at vi i Danmark kommer til at mangle omkring 13.500 ingeniører i 2025.

 

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.