Når vi forstår, hvordan signalstoffet serotonin i hjernen fungerer, kan det føre til nye lægemidler, som kan helbrede lidelser som fx depression og OCD. Nu har forskere fra DTU Kemi fået over 2,5 mio. kr. til fra FNU til nyt projekt.
Det Frie Forskningsråd | Natur og Univers (FNU) har netop bevilget 2.584.009 kr. til et projekt, som skal undersøge enzymet TPH2 (TryptoPhanHydroxylase isoform 2), der findes i hjernen hos mennesker.
Det er lektor Günther Peters fra DTU Kemi, som sammen med Hans E.M. Christensen og Pernille Harris begge DTU Kemi, Kasper D. Rand fra Københavns Universitet og Robin Curtis, University of Manchester, UK, der har modtaget penge til at sætte gange i projektet om enzymet TPH2.
Et afgørende enzym
TPH2 regulerer niveauet af det meget vigtige signalstof serotonin i hjernen. Når denne regulering ikke fungerer optimalt, giver det anledning til en række psykiatriske lidelser som fx depression, obsessivkompulsiv lidelse (OCD) og skizofreni. TPH2 spiller derfor en afgørende rolle for opståen af sådanne sygdomme og har også stor betydning for udvikling af nye lægemidler, der kan helbrede lidelserne.
Enzymet er opbygget af tre såkaldte domæner med hver sin betydning for virkningen. Funktionen af det ene af disse domæner – det regulatoriske domæne – er imidlertid ikke kendt.
”Vores foreløbige resultater viser, at enzymet er reguleret af de molekyler i hjernen, som bruges til at lave serotonin. Projektet har derfor fokus på at forstå, hvordan det regulatoriske domæne fungerer, og hvordan det spiller sammen med andre mindre molekyler, der også er til stede i hjernen,” fortæller Günther Peters.
Resultaterne kan føre til nye lægemidler
For at nå målet er det nødvendigt at kombinere det eksperimentelle arbejde med avancerede computermodeller. Resultaterne vil få stor betydning for forståelse af regulering af serotonin niveauet, hvilket kan føre til nye lægemidler til helbredelse af disse sygdomme.