Professor Søren Kegnæs modtager Reinholdt W. Jorck og Hustrus Fonds Forskningspris og Rejselegat 2024

tirsdag 17 dec 24
|

Kontakt

Søren Kegnæs
Professor
DTU Kemi
45 25 24 02
Professor Søren Kegnæs fra DTU Kemi modtager Reinholdt W. Jorcks og Hustrus Fonds Forskningspris 2024 på 300.000 kr. samt et rejselegat på 150.000 kr. for sit arbejde med katalysatorer, der omdanner CO₂ til bæredygtige kemikalier og brændstoffer.

Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at professor Søren Kegnæs fra DTU Kemi er blevet tildelt Reinholdt W. Jorcks og Hustrus Fonds Forskningspris 2024 på 300.000 kr. samt et rejselegat på 150.000 kr. Prisen anerkender Søren Kegnæs’ banebrydende arbejde inden for grøn kemi, hvor han gennem udvikling af nye katalysatorer omdanner CO til bæredygtige kemikalier og brændstoffer.

Søren Kegnæs er en førende forsker inden for forskning i materialer og bæredygtig kemi. Hans arbejde kombinerer nanoteknologi og katalyse, hvilket har ført til innovative løsninger, der reducerer energiforbrug og CO-udledning. Denne målrettede indsats for en mere miljøvenlig kemisk industri har allerede resulteret i adskillige patenter og kommercielle aftaler i tæt samarbejde med industrien.

Forskningsprisen anerkender også Sørens enestående bidrag til forskning og undervisning og fungerer som en stor motivation til at fortsætte og styrke hans inspirerende arbejde. De tildelte midler vil understøtte igangværende og fremtidige forskningsprojekter, videreuddannelse samt andre initiativer, der bidrager til Sørens fortsatte faglige udvikling.

Rejselegatet giver Søren mulighed for at deltage i internationale konferencer og forskningsophold i udlandet, hvor han kan opbygge værdifulde netværk og hente ny inspiration fra førende forskningsmiljøer verden over.

Prisen blev overrakt af bestyrelsens formand, Højesteretspræsident Jens Peter Christensen, den 11. december i Højesteret. 

Læs mere om Søren her: kemi.dtu.dk/kegnaes
Læs Reinholdt W. Jorck og Hustrus Fonds offentliggørelse af priserne her:
https://reinholdt-jorcks-fond.dk/nyheder

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.