Kasper Steen Pedersen modtager Kirstine Meyers Mindelegat

tirsdag 08 dec 20
|

Kontakt

Kasper Steen Pedersen
Professor
DTU Kemi
23 60 40 67
Fire unge forskere er tildelt det sjældne og meget prestigefyldte Kirstine Meyers Mindelegat af Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU). Adjunkt Kasper Steen Pedersen fra DTU Kemi er blandt de udvalgte. 

"Det er en enorm ære at modtage dette prestigefyldte legat", siger adjunkt Kasper Steen Pedersen efter tildelingen af Kirstine Meyers Mindelegat.

Kasper S. Pedersen fra DTU Kemi forsker i materialedesign og bevæger sig i grænselaget mellem syntetisk kemi, materialevidenskab og faststoffysik. Hans nytænkende forskning har allerede resulteret i mere end 50 publikationer i fine internationale tidsskrifter som fx Science og Nature Communications og han blev allerede i 2017 Villum Foundation Young Investigator og leder af en forskningsgruppe, hvis resultater giver indsigt i fremtidens kvanteinformationsteknologi og kan få anvendelse i brændselsceller til grøn omstilling. Han har for nylig modtaget en Sapere Aude DFF-forskningsleder bevilling og nu altså også Kirstine Meyers Mindelegat.

Foruden Kasper Steen Pedersen er modtagerne af legatet: Astrid T. Rømer fra Niels Bohr Instituttet, Mathias Heltberg fra Niels Bohr Instituttet og Nikolaj Mandsberg fra DTU Sundhedsteknologi.

SNUs præsident Dorte Olesen udtaler om legatet og årets modtagere: ”Kirstine Meyer var Danmarks første kvindelige dr.phil. i fysik og fik gennem sine lærebøger og sin udgivelse af H.C. Ørsteds samlede værker i 1920 stor betydning for, at kendskabet til H.C. Ørsteds originale arbejder ikke gik tabt, herunder at han opnåede international anerkendelse for sin opdagelse af grundstoffet Aluminium. Derfor er det naturligt i forbindelse med fejringen HCØ2020 også at sætte fokus på Kirstine Meyer gennem det Mindelegat, hendes venner og kollegaer stiftede efter hendes død i 1942.  Legatet er et hæderslegat, der ikke kan søges. Dets modtagere gennem tiden har alle været fremragende unge forskere, hvoraf langt de fleste har sat deres tydelige præg på deres forskningsfelt, og dette års modtagere er helt i særklasse.”

Læs SNU's pressemeddelelse her

Foto: Bax Lindhardt

Om Kirstine Meyers Mindelegat

Legatet er senest uddelt i 2014, og blandt modtagere gennem tiderne er astronomen Anja C. Andersen, iskerneforskeren Dorthe Dahl-Jensen, Nobelprismodtageren Aage Bohr og den senere rektor for Københavns Universitet, Ove Nathan

Kirstine Meyer legatets fulde navn er ”Lektor, dr.phil., Fru Kirstine Meyer, f. Bjerrums Mindelegat” og det blev stiftet i 1942 af en kreds af kollegaer, som ønskede at ”sætte et minde om hende, som kunne bringe vidnesbyrd til kommende tider om den beundring, højagtelse og hengivenhed, som samtidige nærede for hende”. Blandt legatets stiftere var kollegaerne Niels og Olaf Bjerrum og studiekammeraten Hanna Adler, der sammen med Kirstine Meyer i 1892 var blevet den første kvindelige magister i fysik, og Niels Bohr signerede vedtægten på vegne af Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Kirstine Meyer modtog Videnskabernes Selskabs guldmedalje i 1899 og blev Danmarks første kvindelige dr.phil. i fysik i 1909. Gennem hele sit liv var hun engageret i skolelovgivning, og hun havde en afgørende indflydelse på udformningen af kemi- og fysikundervisningen i gymnasiet.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.