DTU Kemi - Sonia Coriani

Professoren fra Italien

torsdag 04 maj 17
|

Kontakt

Sonia Coriani
Professor
DTU Kemi
45 25 23 35

DTU Kemis nyeste professor er Sonia Coriani. Hun er professor i Fysisk Kemi og har en stærk baggrund i kvantekemi, altså i anvendelsen af kvantemekanikken på problemer af kemisk interesse.

DTU Kemi har i 2016 udnævnt 4 nye professorer fra egne rækker, og 1. februar 2017 tiltrådte yderligere en professor fra universitetet i Trieste, Italien.

”Vi har behov for en bedre forståelse af molekylernes egenskaber, og det er netop målet med min forskning”, siger Sonia Coriani.


Lys på molekylernes verden

”Jeg undersøger i min forskning, hvordan molekyler opfører sig, når de bliver udsat for lys. Spektroskopi, eller bredere formuleret studiet af interaktionen mellem stof og lys, er i virkeligheden en af de vigtigste metoder til at få information om den molekylære verden”.

Molekylernes reaktion på lys afslører strukturen og egenskaberne hos de molekylære systemer og kan udnyttes i en række teknologiske sammenhænge.

Den ønskede information er dog ikke umiddelbart tilgængelig, den er indkodet i de undersøgte spektrer, og ofte på en kompliceret måde.


At bryde koden

Computersimuleringer af de undersøgte spektrer er helt essentielle i forhold til at hjælpe med at bryde koden og opnå en dybere forståelse af, hvad der foregår. Simuleringerne kræver troværdige matematiske modeller af de underliggende interaktioner.

“Det overordnede mål med min forskning er derfor udvikling af kvantekemiske metoder og computerkoder til at beskrive statiske og dynamiske molekylære egenskaber og spektrer”, siger Sonia Coriani.

De udviklede metoder bliver herefter anvendt i en lang række sammenhænge, som er relateret til moderne eksperimenter, nogle af dem udføres på den nye generation af synkrotroner og frielektronlaser-anlæg.

“Min forskning foregår i grænseområdet mellem kemi og fysik og inddrager tværfaglige samarbejder mellem teoretiske/computer- og eksperimenterende kemikere og fysikere.”

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.