FOKUS: Fysisk kemi – Indledende fysisk kemi for biovidenskaberne - fotos: Anne Frejberg

FOKUS: Fysisk kemi – Fysisk kemi for biovidenskaberne

mandag 29 jun 15
|

Kontakt

Günther Herbert Johannes Peters
Professor
DTU Kemi
45 25 24 86

Link til kurset

Kursusdatabasen: Kursusnummer 26202 

Lektor Günther Peters fra DTU Kemi har vendt Fysisk Kemi for biovidenskaberne på hovedet. For i flere år har karakter-
gennemsnittet været for lavt og dumpeprocenten for høj.

Det kan ikke være rigtigt, at de studerende tror, at Fysisk kemi er så svært, tænkte lektor Günther Peters. Det må der gøres noget ved, besluttede han! Men det ville komme til at kræve en radikal ændring i undervisningsformen.

Günther Peters søgte midler til denne proces og modtog økonomisk støtte fra puljen til særlig indsats på e-læringsområdet på DTU og fik hjælp fra DTU LearningLab.

Et anderledes undervisningsforløb

Det har dog ikke været problemfrit for den visionære lektor, at omlægge undervisningsformen på et traditionelt kursus, hvor de studerende er vant til forelæsninger efterfulgt af grupperegninger. Mange af de studerende syntes, de mistede overblikket over kursets indhold, da de ugentlige forelæsninger forsvandt til fordel for bl.a. gruppearbejde, hvor de respektive grupper selv skulle sætte sig ind i hver deres teoriområde, og derefter fremlægge for hinanden.

Men hele Günther Peters idé er, at de studerende selv skal tage ansvar for at lære teorien, mens underviser og hjælpelærere er til stede for at hjælpe dem – dvs. at de studerende bliver mødt på deres videnskabelige niveau og støttes i at komme op på et højere forståelsesniveau.

Fysisk kemi for biovidenskaberne består nu af fire forelæsninger og to eksperimentelle forsøg, som afsluttes med en rapport.

Der er blevet produceret flere videoer, som relaterer sig til læringsmålene, og de er alle tilgængelige på Coursera. Her kan de studerende også finde quizzer, som støtter op om teorien.

Sidst, men ikke mindst består kurset af et større projektarbejde, hvor de studerende sætter sig ind i teori og fremlægger for hinanden. Efterfølgende skal de anvende teorien til at kigge på tværfaglige problemstillinger.

Hele kursusforløbet afsluttes med en mundtlig eksamen, hvor de studerende får spørgsmålene på forhånd.


De studerendes erfaringer

Michelle, Anjila, Martina, Jian Gui og Stephane sidder i en frokostpause og udveksler erfaringer. De har alle fulgt Indledende fysisk kemi for biovidenskaberne – og er kommet godt igennem til trods for deres frustrationer, særligt over følelsen af ikke at have overblik over pensum undervejs.

Projektarbejde stiller dét krav til ens gruppe, at man er i dialog om teori og fremlæggelse. Det er godt, da det giver en øget forståelse og indlevelse i kurset,” siger Michelle.

”Men man fokuserer så kun på gruppens eget teoriområde, og det er efterfølgende hårdt  at skulle sætte sig ind i de andres teoriområder også," er flere af de studerende enige om. Til gengæld føler de, at de er blevet mere selvstændige i at skulle tilegne sig viden og tænke selv, og de er blevet virkelig godt trænet i mundtlig fremlæggelse.

”Jeg synes, det er et fedt fag. Det åbner ens øjne for, hvordan verden ser ud og forståelsen af mekanismerne bag fysisk kemi,” fortæller Anjila og sætter låg på sin kaffe, så varmen ikke fordamper.

”Jeg har dog savnet en rød tråd i kurset og overblik over pensum, og det har været frustrerende” siger Martina. Denne kritik er blevet hørt og taget alvorligt af både undervisere, hjælpelærere og ISN, og Martina tror derfor, at kommende studerende vil få meget mere ud af kurset.

Hjælpelærer Tine Frederiksen, som selv er kandidatstuderende på Anvendt Kemi, er også overbevist om, at næste kursusforløb bliver rigtig godt.

”De studerende har været supergode til at komme med konstruktiv kritik til kurset, som kan hjælpe kommende studerende,” synes hun. Selv har hun også bidraget til at vurdere, hvad de studerende med rimelighed kan nå og ikke nå af opgaver undervejs, således at de forbliver motiverede og udfordret.

Desuden mener Tine, at det er meget positivt, at Günther Peters har valgt at reagere på den høje dumpeprocent og de foregående kursusevalueringer. Hun har oplevet, at andre kursusansvarlige er ligeglade og mener, at det blot er de studerende, som er blevet mindre dygtige. Men ikke Günther Peters fra DTU Kemi.

”Med den nye undervisningsform for kurset, har han valgt at gøre noget anderledes for at få de studerende bedre igennem kurset,” smiler hun.


Den røde tråd

Til trods for at de studerende gennem det nye undervisningsforløb har følt sig lidt som prøvekaniner, roser de også alle Günther Peters for hans store engagement, for de føler virkelig, at han vil dem det bedste og har været meget lydhør over for dels deres frustrationer, dels deres konstruktive feedback.

Selv synes lektor Günther Peters, at kursets nye undervisningsform har givet ham bedre 1:1-tid sammen med de studerende, samt at de studerendes kvalitet er blevet bedre og højere.

Den mundtlige eksamen er netop overstået, og det blev en god oplevelse for både underviser og studerende - karaktergennemsnittet endte på hele 7,1.

Günther Peters vil nu benytte sommerpausen til at få tydeliggjort den røde tråd i kurset, så de studerende fra start har et tydeligt og bedre overblik over kursusforløbet. Han har fået mange nye ideer med sig, baseret på de konstruktive tilbagemeldinger fra de studerende både under kursusforløbet og fra kursusevalueringen.

 

 

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.