Illustration: Kresten Vestbjerg Andersen

16 mio. kr. til nye NMR faciliteter på DTU Kemi

mandag 27 jan 14
|

Kontakt

Jens Øllgaard Duus
Prodekan for uddannelse
DTU Learning Lab

Kontakt

Charlotte Held Gotfredsen
Lektor
DTU Kemi
20 65 09 42

NMR

NMR – Nuclear Magnetic Resonance, på dansk kernemagnetisk resonans. NMR spektroskopi er en meget alsidig analysemetode, der giver informationer om enkelte atomers placering i et molekyle.

VILLUM FONDEN har netop bevilliget 16 mio. kr. til en ny generation NMR på DTU Kemi – et projekt, der omfatter indkøb af NMR-udstyr til studier af organiske molekyler.

”Vi håber, at vi med denne bevilling medvirker til etablering af en ny, ambitiøs facilitet på DTU for tværfaglige studier af organiske molekyler – fra små syntetiske, kemiske forbindelser til store polysaccharider - i samarbejde med førende nationale og internationale forskningspartnere,” udtaler VILLUM FONDENS direktør Kjeld Juel Petersen.

Med den 16 mio. kr. store bevilling til projektet Structure to function in chemistry and biology – new generation NMR at DTU, kan DTU Kemi nu bringe NMR forskningen på DTU helt i front. NMR spektroskopi er en af de mest centrale teknikker i forhold til studiet af organiske molekyler, og er derfor blevet valgt til at være en strategisk satsning på DTU af både universitetets bestyrelse, samt øvrige, deltagende institutter.

”Jeg ser store muligheder for fremtidens NMR på DTU. På DTU Kemi står NMR spektroskopi stærkt og er kommet til et punkt, hvor vi kan bidrage væsentligt til udviklingen i kemi og bioteknologi på DTU,” forklarer professor Jens Ø. Duus, DTU Kemi.

En vifte af muligheder
Det har været en lang proces at nå hertil. Allerede i 2010 begyndte lektor Charlotte H. Gotfredsen fra DTU Kemi at undersøge, hvad der var brug for for at skabe en bedre NMR infrastruktur for DTU. I 2013 kom Jens Ø. Duus så til DTU Kemi til en nyoprettet professorstilling i NMR spektroskopi. Han kom fra en stilling som professor og direktør for Carlsberg Laboratorium, hvor også Dansk NMR Center har til huse.

DTU Kemi har således styrket forskningen inden for en af de mest informationsrige analytiske teknikker til specifikt at bestemme et givent stofs struktur. Analysemetoden har en næsten ubegrænset vifte af anvendelser inden for kemi og biologi.

”At løse et molekyles struktur ud fra NMR data er som at samle et 3D-puslespil,” forklarer Charlotte H. Gotfredsen. ”Men uden at kende den endelige struktur!”

NMR spektroskopi er en uafhængig videnskabelig disciplin med mange muligheder for at udføre signifikant ny videnskab. DTU Kemi servicerer allerede en række institutter og forskningsgrupper, som gør brug af NMR spektroskopi.

DTU i front med NMR forskning
For at forblive konkurrencedygtige og imødekomme de mange forespørgsler, er der et stigende behov for at opgradere NMR instrumentparken. Formålet med at etablere de nye faciliteter er at udvikle og anvende nye NMR metoder i udviklingen af kemisk og biologisk videnskab. 

De to NMR forskere fra DTU Kemi er i fuld gang med at udvide deres forskningsgruppe.

”Vi kommer helt op i frontlinjen af dansk NMR forskning med de muligheder en bevilling på 16 mio. kr. giver os. Nu begynder det sjove,” fortæller en forventningsfuld Jens Ø. Duus.

Institutdirektør Erling H. Stenby ser store muligheder i denne nye satsning og udtaler:

”Dette er et godt eksempel på, hvordan vi på DTU Kemi og generelt på DTU, skal være med helt i front på teknologi og forskning, der understøtter innovation og tværgående forskning.”

Det er intentionen at investere i både et 800 MHz og et 500 MHz NMR instrument, og det er også meningen, at der skal bygges en særlig bygning på DTU til NMR faciliteterne.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.